"Foolish lover, why do you destroy your body, spend all your
money, abandon the delights of this world, and go about scorned by people?"
He answered, "In order to honor the perfections of my beloved, who
is unloved and dishonored by more men than honor and love him."
Ramon Llull
Blaquerna, Libre de Amic e Amat, vers 12
Ramon Llull blev født i 1232 på øen Mallorca. I tiden op til hans fødsel havde kongen af Aragon, det nuværende Katalonien, til-bageerobret en del af den spanske halvø fra muslimerne. Disse havde erobret store dele af halvøen i løbet af 1000-tallet men blev i 1200-tallet efterhånden slået tilbage af kongerne fra Aragon og Kastilien, dele af det nuværende Spanien.
Da Jakob I af Aragon erobrede Mallorca i 1231, havde øen en jødisk og muslimsk befolkning. Disse befolkningsgrupper blev imod sædvane ikke udrenset efter den aragonesiske erobring, hvilket var med til at skabe en mere tolerant holdning over for især islam end det var tilfældet andre steder i Europa. Dette skulle komme til at præge Llulls liv og den måde, hvorpå han opfattede missionsopgaven.
Mallorca var i 1200-tallet et handelscentrum for middelhavsområdet. Øens indbyggere og handelsmænd talte katalansk, og dette sprog var derfor en form for handels- og 'almen'-sprog i middelhavsområdet på både den europæiske og den afrikanske side. Alle kunne tale og forstå katalansk, som derfor kan sammenlignes med engelsk eller amerikansk i dag. Dette er vigtigt at forstå i forhold til Llulls udstrakte brug af katalansk til at forklare sin Ars magna. Mange Llull-forskere har overset betydningen af katalansk som et 'verdenssprog' på Llulls tid, og dermed har de gjort Llulls anvendelse af sproget til en begrundelse for at tilskrive Llull en manglende kundskab til latin. I stedet for mener jeg, at vi skal se anvendelsen af katalansk i lyset af Llulls ideal om en omvendelse til kristendommen gennem en forståelse for de argumenter, som han fremførte. Og for at disse argumenter kunne forstås af flest mulige mennesker i det område, han missionerede i, skulle det foregå på katalansk.
Llulls far, Ramon Amat (først senere tog faderen familienavnet Llull), var med til at erobre Mallorca og fik store landområder af kongen som belønning for sin indsats under erobringen. Familien Amat havde gode forbindelser til kongehuset, og derfor bliver Llull som 25-årig ansat som hofmarskal for den unge prins, senere Jakob II af Mallorca. Der kan efter min mening ikke herske tvivl om, at Llull havde gode forbindelser til hoffet. Disse forbindelser hjalp ham senere i livet, bl.a. ved at kongen og hans sønner sørgede for de fornødne anbefalinger, der gav Llull mulighed for at rejse til Afrika.
Inden sin ansættelse ved hoffet havde Llull fået undervisning i latin og katalansk samt i digtningens og sangskrivningens kunst. I Vita'en beskrives Llulls uddannelse som meget mangelfuld:
"(...) he had scarcely learned more than a bare minimum of grammar."
[Bonner, 1993, side 12, vers 5]
Bonner mener, at denne beskrivelse af Llulls latinkundskaber skal ses i forhold til hans kendskab og brug af katalansk. Katalansk var Llulls modersmål, og han kunne bruge det på en meget avanceret og indfølende måde. Dette kommer ikke så meget til udtryk i hans beskrivelser af den Store Kunst, men det kan læses i blandt andet Hedningen og de tre vise mænd. Latin var videnskabens sprog og Llull lærte det sandsynligvis aldrig godt nok til at kunne skrive digte eller sange på det, men han holdt sine forelæsninger i Paris på latin, og han skrev også flere af sine værker på latin, inden han oversatte dem til katalansk. Llulls romaner, som oprindeligt er skrevet på katalansk, har været med til at gøre katalansk til et selvstændigt sprog i stedet for blot til en fransk-spansk dialekt [Bonner, 1993, side 14, note 39]. Det er især i denne egenskab, Llulls værker overlevede århundrederne i Katalonien. Værkerne er en del af den katalanske befolknings kulturelle historie, som Llull var og er en vigtig del af i det hele taget.
Llull havde sandsynligvis meget tidlig kontakt til hoffet i Mallorca og Barcelona. Enkelte kilder nævner, at han allerede som 14-årig blev ansat som page ved hoffet, hvilket dog imødegås af Bonner, som henviser til, at det brev, der underbygger denne antagelse, er et falsum [Bonner, 1993, side 9, note 14]. Kontakten til hoffet, om det så var som page eller gennem faderen, gjorde at Llull blev en udmærket troubadour. Troubadourkunsten var kommet til Aragon fra Sydfrankrig gennem flygtede troubadourer, som den franske konge 'udrensede'.
I 30-års alderen sker den første store omvæltning for Llull. Hvor han førhen, trods ægteskab og to børn med Blanca Picany, jagtede enhver smuk kvinde i sin omgangskreds og skrev sange og digte til hende, vender han sig pludselig fra denne glamourøse tilværelse mod kristendommen og gør denne til sit livsindhold.
Der findes en del historier og legender om, hvad der fik Llull til at ændre sit liv. Llulls egen beskrivelse i Vita'en ser således ud :
"One night he [Llull] was sitting beside his bed, about to compose and write in his vulgar tongue a song to a lady whom he loved with a foolish love; and as he began to write this song, he looked to his right and saw our Lord Jesus Christ on the cross, as if suspended in midair. This sight filled him with fear; and, leaving what he was doing, he retired to bed and went to sleep."
[Bonner, 1993, side 11, vers 2]
Et par dage senere genoptager Llull arbejdet med digtet, men bliver igen afbrudt af synet af Jesus på korset. Dette gentager sig fire eller fem gange, inden han for alvor lægger digtet fra sig og overvejer, hvad synet skal betyde. Llull beslutter sig for at vie sit liv til kristendommens udbredelse - og som Rafn udtrykker det :
"Han skriftede al sit Livs Jammer, al sin Sjæls Kvide. Og han gav den korsfæstede sit Hjerte - helt og ganske."
[Rafn, side 40]
Llull sætter sig herefter tre mål med livet. Disse er ifølge Vita'en :
" [...] to accept dying for Christ in converting the unbelievers to His service; to write the above-mentioned book, if God granted him the ability to do so; and to procure the establishment of monasteries where various languages could be learned [...]"
[Bonner, 1993, side 13, vers 8]
Bogen som omtales i dette citat, er nævnt før :
"[...] that later on he would have to write a book, the best in the world, against the errors of unbelievers."
[Bonner, 1993, side 13, vers 6]
Det næste år af sit liv brugte Llull på at forberede sig på det, han havde sat sig for. Han gennemførte to pilgrimsrejser for at bøde for sine synder. Herefter overvejede han at tage til Paris for at læse ved universitetet, men den dominikanske munk og leder af klostret på Mallorca, Ramon de Peñafort, frarådede ham dette og tilbød, at han selv blev Llulls læremester. Peñafort (ca. 1185 - 1275) havde som rådgiver for paven en overgang været en af de vigtigste mænd i dominikanernes orden. Efter sin død blev han ophøjet til helgen, så det var ikke en tilfældig munk, der fungerede som Llulls læremester gennem de næste ti år. Peñafort forudså, at Llull ville få problemer med det akademiske miljø i Paris. Efter datidens gennemsnitsalder var Llull med sine 30 år en aldrende mand, da de studerende typisk startede på universitetet som 15-årige. Desuden anså Peñafort det for vigtigt, at Llull fik en praktisk indsigt i at missionere, hvilket Mallorca kunne byde på i rigt mål.
Hos Peñafort startede Llull sin uddannelse fra bunden: han skulle læse Platons og Aristoteles' skrifter, samt lære de forskellige fortolkere af disse at kende, samtidig skulle han lære mere latin og arabisk. Sidstnævnte sprog var vigtigt i forbindelse med Llulls idé om, at missionsarbejdet skulle tage udgangspunkt i de mennesker, der skulle omvendes. Således var det ikke nok at kende de kristne filosoffer og deres udlægninger og argumentationer for Guds eksistens. Det var ligeså vigtigt at kende til den muslimske religion og de filosoffer, der gjorde sig gældende her, og det samme gjaldt for jødernes kultur og sprog. Llull lærte dog tilsyneladende aldrig hebræisk, men han har haft kendskab til jødernes Talmud.
Llull købte en arabisk slave, som underviste ham i det arabiske sprog og den arabiske kultur og filosofi. Gennem det dominikanske kloster på Mallorca havde Llull lært Aristoteles og Platon at kende. Carreras y Artau skriver, at Llull derudover nævner følgende filosoffer i sine værker: Dionysos Areopagita, Egidio Romano, Richard af St. Victor, Anselm af Canterbury, Peter Lom-bardo, Augustinus, Thomas Aquinas, Avicenna, Plateario, Constancio, Averroes, Al Ghazalis og Ibn Tophail y Al Kindi. I sin Rethorica Nova nævner Llull desuden Seneca med følgende citat :
"[...] since according to the authority of Seneca 'speaking well is the beginning of friendship.'"4
[Rethorica Nova, side 2]
Et meget interessant citat for som vi vil se senere, lagde Llull i sine omvendelsesforsøg vægt på en fredelig samtale eller diskussion, som om parterne, der diskuterer, er og bliver ved med at være gode venner, trods deres forskellige religion.
Desuden gjorde Llull selv opmærksom på, at han var inspireret af Sufi-tekster og muslimernes ideer og ritualer [Carreras, bd. 1, side 269]. Llull citerede meget sjældent direkte fra andre filosoffer, hvilket blandt andet kan skyldes hans egen opfattelse af, at hans værker var inspireret af Gud, men han nævnte ovenstående filosoffer og deres ideer for at underbygge sine egne eller modsige deres (som det eksempelvis er tilfældet med Averroes).
Den vidensmængde, han skulle sætte sig ind i på kort tid, må have føltes enorm og uoverskuelig for den aldrende Llull. Der fandtes ingen egentlige lærebøger og ingen forsøg på en systematisering af viden. Llull kæmpede sig gennem studierne, men det er tydeligt, at undervisningen fra den arabiske slave var mere succesfuld end studierne af de latinske værker. Llull skrev sine første værker på arabisk og oversatte dem senere til katalansk og derefter til latin. Også valget af de emner, som bøgerne handler om, er hentet fra den arabiske verden: Al Ghazalis logik. Al Ghazalis, eller Algazels, holdning til Aristoteles og filosofien i det hele taget tog sit afsæt i et overbevisning om, at alt, hvad der skal vides, findes i Koranen. Llull kunne selvfølgelig ikke tilslutte sig dette synspunkt, men han kunne til gengæld overføre det til Bibelen og sin egen Kunst, som jo tog afsæt i kristendommen. Llull måtte ikke fortolke selve Biblens tekst, da han ikke var officielt medlem af nogen munkeorden. Derimod kunne han helt tilslutte sig Al Ghazalis kritik af Averroes, som bl.a. hævdede, at der var sandheder i filosofien, som teologien ikke kunne bevise, samt at verden altid havde eksisteret og dermed var dannet ud af intetheden. Et synspunkt, som Llull og Al Ghazali var store modstandere af. Llull hævdede, at verden var blevet til på et bestemt tidspunkt, nemlig da Gud skabte den, og at verden vil ende på et tidspunkt.
Der kan tænkes flere årsager til, at Llull skrev på arabisk i den første tid efter omvendelsen, blandt andet at det var et forsøg på at lære sproget netop ved at anvende det. Jeg tror dog, at der også ligger en anden tanke bag: at araberne havde en hel del at byde på med hensyn til deres måde at tilbede Gud. Llulls forudsætninger for at missionere var at finde lighederne mellem de forskellige religioner, hvorefter han kunne anvende disse lighedspunkter i sine omvendelsesforsøg. Derfor kan hans interesse for det arabiske også begrundes med, at han her havde fundet en måde at fortælle om Gud, som tiltalte hans digteriske evner. Også i Llulls senere værker kan den arabiske indflydelse spores. Således i bogen Libre de Amic e Amat - Bogen om den elskede og den elskende, hvor Llull skriver en læresætning for hver dag i året - plus en ekstra til skudårene. Her beskrives forholdet mellem den kristne og Gud på en måde, som kendes fra de arabiske Sufi-tekster. Disse fortæller ligeledes om muslimernes tro og kærlighed til deres gud, Allah, i korte historier på to til tre sætninger. Historier, som kan huskes og fortolkes, så læseren og den, der lytter til fortællingerne, kan fordybe sig i deres betydninger.
I de første værker kan man også se begyndelsen til den grundlæggende kategorisering af viden, som Llull arbejdede med resten af sit liv. Således omhandler Libre de Contemplacío en Déu - Bogen om fordybelsen i Gud - en beskrivelse og opdeling af Guds navne i forhold til den kristne treenige Gud. Navnene bliver til grundlæggende begreber, som kan hjælpe læseren medtil at forstå sammenhænge i verden.
Men først i 1273 eller 1274, altså i 40-års alderen, fik Llull ideen til den Store Kunst, Ars Magna. Han forlod familien og trak sig tilbage fra verden på bjerget Randa, hvor han fik sit andet syn, som gav hans missionsiver en bestemt retning og et klart indhold :
"When he [Llull] had been there scarcely for a full week, it happened that one day while he was gazing intently heavenward the Lord suddenly illuminated his mind, giving him the form and method for writing the aforementioned book against the errors of the unbelievers."
[Bonner, 1993, side 17-18, vers 14]
Llull var nu klar til at starte på sin opgave: at skrive bogen om omvendelsen af ikke-kristne til kristendommen. Denne bog skulle ikke længere ses som én bog, men som beskrivelsen af de forskellige dele af hans Ars Magna. Den Store Kunst, der skal samle al viden samt være med til at skabe ny viden.
Inden Llull fik mulighed for at beskrive sin Kunst offentlig, skulle den godkendes af kirken. Jakob I kunne som konge bestille en sådan godkendelse. Godkendelsen foregik ved [Platzeck, 1962, bd. 1, side 17], at en franciskanermunk læste Llulls værker igennem og sagde god for dem. Munken var især begejstret over Llulls Libre de Contemplacío en Déu, mens han tilsyneladende ikke helt forstod Llulls første udgave af Kunsten, Art demonstrativa. Hovedsagen var dog, at munken godkendte værkerne, og at Llull dermed var i sikkerhed for inkvisitionen, som på dette tidspunkt var blevet en kirkelig institution, der anvendte tortur for at fremtvinge tilståelser om formodede brud med den kristne lære. Efter Llulls død omstødte Aragons overordnede inkvisitor, Nikolas Eymerich (1320 - 1399), denne afgørelse ved at offentliggøre en række påståede fejltagelser i Llulls værker. Dette førte til at Llulls teorier og Kunst i lang tid var bandlyst fra læreanstalterne.
I 1287 kom Llull til Paris, hvor han holdt sin første forelæsning om Kunsten ud fra en såkaldt Kommentar, han havde skrevet til anledningen. Kunsten består af en række figurer, hvoraf nogle er metal- eller træskiver, der var formet som cirkler, kvadrater eller trekanter. Skiverne lægges oven på hinanden og kan drejes i forhold til hinanden. På skiverne er der malet bogstaver og begreber. Bogstaverne henviser til begreberne, som er de forskellige principper, der udgør Kunstens indhold. Derudover indeholder Kunsten skematiske figurer, der viser kombinationsmulighederne af de forskellige begreber. Se afsnittet 'Ars magna' for en yderligere uddybning af Kunsten.
Kunsten blev modtaget med fordømmelse og blev af den etablerede akademiske elite i Paris beskyldt for at være uvidenskabelig og ubrugelig. Efter at have sundet sig lidt oven på dette slag satte Llull sig til at omarbejde Kunsten, og han skrev en bog om den nye måde at håndtere Kunsten på:
"In this book [Ars inventiva veritatis, som især beskriver principperne og deres betydning], as well as in all the others he wrote from then on, he used only four figures, eliminating - or rather disguising, because of the weakness of human intellect which he had witnessed in Paris - twelve of the sixteen figures that had formerly appeared in his Art."
[Bonner, 1993, side 24, vers 19]
Omtalen af seksten figurer må skyldes en fejl fra Llulls eller skriverens side, idet der kun var tale om 12 figurer i den oprindelige Kunst, sådan som den er beskrevet i Ars demonstrativa. Ændringen i Kunsten er ganske omfattende: de tolv figurer bliver skåret ned til fire, og antallet af principper i de to hovedfigurer, figur A og T, formindskes fra henholdsvis 16 og 15 til 9 i hver. Ændringen betyder, at Kunsten bliver mere anvendelig og overskuelig. Indflydelsen fra Platon kan nu spores meget tydeligt, idet flere afsnit af Ars Inventiva veritatis indeholder beskrivelser af principperne, som findes i Platons værker. At ændringen af Kunsten kommer efter Parisbesøget hænger ligeledes sammen med, at Llull her for første gang kom i kontakt med de 'moderne' strømninger indenfor filosofien. Han fik mulighed for at se og tale om fortolkninger af Aristoteles og Platon, som han ikke tidligere havde kendskab til. Dette kan have været en medvirkende årsag til, at Llull strammede sin Kunst op, så den bedre kunne sættes i sammenhæng med de fremherskende ideer.
Trods denne indflydelse beholdt Llull dog sin negative indstilling til averroeisterne, der udgjorde en fremherskende gruppe ved universitetet i Paris. For Llull var tro og viden lige vigtige for at opnå den højeste erkendelse: troen skulle kunne bevises ud fra rationelle overvejelser og argumenter, og omvendt kunne viden kun give mening ud fra troen på Gud. Guds eksistens kan bevises og skal kunne bevises, for at man kan tro på Gud. Llulls kamp mod averroeisterne skal ses i forhold til den missionerende praksis, som Llull kendte. For ham var det vigtigt, at Guds treenighed kunne bevises, da det netop er denne treenighed, muslimer og jøder har svært ved at forstå og tro på. Dette kommer til udtryk i en historie, som Llull fortæller i flere af sine værker: En munk, der overbeviste en højtstående muslim om, at den islamiske Gud ikke var den bedste, kunne ikke derefter overbevise den nu forhenværende muslim om kristendommens sandhed. Muslimen stod tilbage som en, der havde tabt sin tro uden at kunne erstatte den med noget andet og bedre.
Denne problemstilling havde forskerne i det kristne Paris selvfølgelig sjældent for øje, når de begyndte at fortolke kristendommen i forhold til videnskaben. Når de derfor talte om tro som grundlag for viden, så de samtidig bort fra, at muslimer allerede havde en tro og vidste, at Gud eksisterede. Det var altså ikke troen, der skulle skabes, men der skulle argumenteres for, hvorfor den kristne Gud var den eneste sande. De parisiske teologer gik med disse synspunkter ud fra, at kun den kristne tro kan skabe sand viden. En holdning der er des mere forbavsende, hvis man holder sig for øje, at man netop i Paris dyrkede islamiske filosoffer som Averroes - samtidig med at man afskrev muslimerne enhver mulighed for at vide noget, idet de havde den forkerte tro. En modsætning, Llull prøvede at undslippe ved at lægge vægten på rationelle argumenter i sine omvendelsesforsøg: muslimerne havde tro og viden, de skulle overbevises om, at deres tro var den forkerte ved hjælp af den viden, de var i besiddelse af. Ikke ved at fortælle dem, at deres tro var forkert, og at de skulle tro på noget andet, som ikke kun bevises.
Beskrivelserne af Llulls oplevelser i Paris viser også et andet træk hos ham: hans evne til at tilpasse sine formuleringer til de givne omstændigheder. Llull oplevede indsættelsen af flere forskellige paver, og hver gang var han tilstede med en bøn om hjælp til sine missionske ideer. Han havde sjældent succes, selvom han var god til at tilpasse sine ønsker til de forskellige pavers foretrukne politiske holdninger. Manglen på succes kan skyldes, at Llull ikke var krigerisk nok, forstået på den måde at han netop ville overbevise folk uden sværd i hånd. Først i sine sidste leveår skiftede han mening på dette punkt og gik ind for et nyt korstog mod Jerusalem, dog stadig med et håb om, at fortroppen til korstogenes ridderskare skulle prøve at omvende de ikke-kristne på en fredelig måde.
Den politisk bevidste Llull ses også i hans bøger om den kristne kærlighed. I den bog, der blev anvendt som undervisningsmateriale i hans skole på Mallorca, beskrev Llull jøder og muslimer i en meget tolerant tone. De bøger, som Llull skrev for den akademiske verden i Paris, bærer derimod præg af stærk antisemitisme, som var meget udbredt på den tid. Llulls manglende succes i forhold til sine to hjertesager: udbredelsen af Kunsten og ideen om oprettelse af klostre, hvor unge munke kunne undervises i forskellige sprog og kulturer, skal efter min mening ikke ses som tegn på naivitet fra Llulls side, men nærmere som udtryk for en lidt for moderne holdning til, hvordan missioner skulle realiseres. En holdning som folk havde svært ved at acceptere på Llulls samtid.
Llull rejste næsten uafbrudt rundt mellem landene ved Middelhavet, og på en af sine rejser blev han alvorlig syg. Sygdommen udløstes af en psykisk krise, idet Llull lod sig skræmme af rygter om et planlagt attentat mod hans liv. Selvom Llull havde givet løfte om at dø for sin tro, hvis det skulle blive nødvendigt, afholdt rygterne ham fra at rejse videre. Llull blev så syg af denne tvivl på sig selv, at han fik den sidste olie. I sin febervildelse oplevede han en form for prøvelse: en engel forsøger at overtale ham til at stop-pe sin udbredelse af Kunsten og blive dominikanermunk; hvis Llull derimod vælger at fortsætte udbredelsen af Kunsten og blive medlem af franciskanerordenen, ville han ende i helvede. Llull troede, mens han lå i sine febervildelser, at dette var en fristelse fra Djævelen. Som det fremgår af Vita'en [Bonner, 1993, side 26 - 27, vers 23 til 25], var han dog senere meget i tvivl om, hvorfra prøvelsen kom. Efter at Llull valgte franciskanerdragten, og dermed sin Kunst, frem for frelsen, blev han overraskende hurtigt rask igen. Han tog, som oprindelig planlagt, til Afrika, hvor han forkyndte den kristne tro.
Dominikanerne var lige fra begyndelsen af Llulls virke ikke særlig positivt indstillet over for hans Kunst. Franciskanerne var derimod meget interesserede, og der er meget som tyder på, at Llull blev medlem af franciskanerordenen. Dog skrives der ikke noget om denne eventuelle optagelse i Vita'en. Under sin sygdom havde Llull bedt om at blive optaget i ordenen:
"[...] he sent for the Guardian of the Franciscans, whom he asked to give him their habit. The Guardian agreed to give it to him when he was nearer death."
[Bonner, 1993, side 26, vers 23]
Da Llull overlevede sygdommen, er der intet, der tyder på, at han på dette eller et senere tidspunkt rent faktisk blev optaget i ordenen. Llull deltog sidenhen i både franscikaner- og dominikaner-ordenernes forsamlinger. Det, som dog kunne tyde på, at Llull blev medlem af fransciskanerordenen på et senere tidspunkt i sit liv, er, at han ligger begravet i en franciskansk kirke, samt at der i Elec-torium vises et billede, hvor Llull, efter at have hørt en franciska-nermunk fortælle om den hellige Frans af Assissis omvendelse, tager fran-ciskanernes munkekutte på. Dette skulle være sket kort efter Llulls egen omvendelse. Han nævner dog ikke selv noget sted, at han er medlem af nogen af ordenerne, men han er ofte afbildet med en franciskanerkutte på.
I 1297 var Llull tilbage i Paris, hvor han igen fik lov til at holde forelæsninger om sin Kunst. Modtagelsen var stadig kølig, men Llull blev i slutningen af det to-årige ophold udnævnt til magister. Af de studerende blev han kaldt 'Doctor Phantasticus' som en hentydning til, at han ikke havde nogen akademisk uddannelse, og at hans ideer virkede for fantasifulde. Selv kaldte han sig 'Doctor Illuminatus' med henvisning til, at han fik sin store inspiration fra Gud. I Paris kæmpede Llull sin stædige kamp mod aver-roeisterne og han fik en god ven og elev i Thomas Le Myésier, som i mellemtiden var blevet ansat ved det medicinske fakultet.
Om averroeisterne siges der i Vita'en:
"He [Llull] saw, however, that as a result of what had been written by the Commentator on Aristotle, that is, Averroes, many had strayed considerably from the straight path of the truth, especially of the Catholic faith, saying that the Christian faith was impossible with respect to the intellect, although true with respect to belief. Since this was deplored by the community of Christians, Ramon therefore set out to disprove this concept of theirs by demonstrative and scientific means, managing to refute them in many ways. For if the Catholic faith is unprovable by the intellect, then it is impossible for it to be true. And on this subject he wrote several books."
[Bonner, 1993, side 39, vers 43]
Problemet med averroeisterne var, at den tilsyneladende konflikt mellem tro og viden efter deres mening kunne undgås ved at indføre to slags viden: den viden, vi har gennem troen, og den viden, som videnskaben eller for deres vedkommende filosofien viste. Denne opsplitning mellem videnskabelig og troende viden kunne Llull ikke acceptere. Hele hans Kunst gik ud på, at den på videnskabelig vis skulle bevise troens rigtighed. At splitte disse dele ad ville være en direkte fornægtelse af troen. Derfor førte Llull en livslang kamp mod averroeisterne.
I 1305 påbegyndte Llull sin sidste store beskrivelse af Kunsten med værket Ars generalis ultima. Bogen blev først skrevet færdig i 1308 i Pisa, efter at Llull havde overlevet en stening i Bugia i Tunesien og et efterfølgende skibbrud, der førte ham til Pisa som en af de få overlevende.
Efter en række rejser mellem Mallorca, Sicilien og Sydfrankrig rejste Llull i 1315 til Tunis, hvor han af den regerende sultan havde fået lov til at udbrede kristendommen. Llull skrev en række mindre værker om de samtaler, han havde med muslimer i Tunis. I 1315 bad han om at få sendt en munk til sig, så denne kunne hjælpe ham med at oversætte hans værker til latin. Ifølge Bonner døede Llull sandsynligvis i marts 1316 på Mallorca [Bonner, 1993, side 43].
Der er opstået en legende omkring Llulls død, som går ud på, at han skulle være stenet halvt til døde i Bugia, som han af en eller anden grund var flyttet til, til trods for at han ikke nød sultanens beskyttelse dér. Efter steningen finder to af Llulls landsmænd ham og lægger ham på et skib, som sejler mod Mallorca. Og Llull dør, da Mallorca kan ses i horisonten. Legenden udbygges yderligere: inden Llull dør, når han at forudsige, at Amerika opdages af Columbus.
Ifølge Platzeck [1964, side 31] og Peers [side 373, note 3] viser en undersøgelse af Llulls knogler, at han var udsat for en stening inden sin død. Peers og Platzeck er dog ikke enige om tidspunktet for denne undersøgelse, der skulle have fundet sted i forbindelse med en flytning af Llulls lig. De angiver henholdsvis 1616 og 1611 som årstal for begivenheden.
Efter Llulls død er der flere gange gjort forsøg på at ophøje ham til helgen, hvilket den katolske kirke hidtil har afvist. Kirken har dog givet tilladelse til, at han må dyrkes som helgen på Mallorca.