Ritzaus Bureau i historisk perspektiv - fra 1866 til 1966

Ritzaus Bureau i historisk perspektiv – fra 1866 til 1966


Indledning

Redegørelsen for den historiske udvikling hos Ritzaus Bureau tager udgangspunkt i opfindelsen og udbredelsen af den elektriske telegraf. Redegørelsens fokus er de løbende forandringer i samspillet mellem Ritzaus Bureau, det danske medielandskab, det internationale nyhedsnetværk og de teknologiske formidlingsredskaber. Desuden lægges hovedvægten på de vigtigste navne, årstal og begivenheder med det formål at skabe overblik og sammenhæng i redegørelsen, hvis faktuelle oplysninger er indhentet fra den anførte litteratur i kildeoversigten.


Den historiske kontekst

Den internationale nyhedsudveksling gennemgik en stor forandring ved overgangen fra den optiske til den elektriske telegraf i midten af 1800-tallet. Dette nye formidlingsredskab skabte muligheden for et langt mere effektivt nyhedsnetværk, hvilket medførte grundlæggelsen af en række europæiske nyhedsbureauer. Derfor skal: ”oprindelsen til vor tids nyhedsformidling (…) således søges i tiden omkring telegrafens fremtræden i Europa”. (Næsselund (1966), s. 10). Konkurrencen mellem de nystiftede bureauer voksede i takt med den stigende nyhedsmængde fra 1800-tallets krige og revolutioner. Nyhedsbureauernes opfyldelse af deres abonnenters krav om hurtige, billige og pålidelige efterretninger blev dermed afgørende for bureauernes fremtidige overlevelsesmuligheder i konkurrencen. Den teknologiske udviklingsoptimisme blomstrede, og telegrafen blev efterhånden det mest udbredte kommunikationssystem: ”Informationer omsat til prikker og streger, og transmitteret hurtigt over store afstande af den stadigt tikkende telegraf med en strimmel, der omspænder hele jordkloden – dét blev idealet for 1800-tallets nyhedsbureauer og den moderne nyhedspresse.” (Jensen (2001), bd. 1, s. 193). Dette ideal var ligeledes udgangspunktet for samarbejdet mellem de europæiske nyhedsbureauer, som omfatter det franske nyhedsbureau Agence Haves, det engelske Reuters Bureau og det tyske Wolffs Bureau. Disse tre bureauer indgik en kontrakt om gensidig nyhedsudveksling, hvormed de tilsammen indledte det europæiske nyhedsbureau-netværk, som blev finansieret af abonnenterne på deres nyhedstelegrammer. De resterende europæiske bureauer blev efterhånden kendetegnet ved at have en filialfunktion over for Haves, Reuter og Wolff, hvilket var gældende for Ritzaus Bureau efter stiftelsen i København 1866.

Det ældste af de tre nyhedsbureauer er Agence Haves, som blev grundlagt i Paris 1832 og overtaget af den franske købmand Charles Haves i 1835. Inden overtagelsen havde Charles Haves været ansat på bureauet, som oprindeligt var et korrespondancebureau, hvis arbejdsområde bestod i at oversætte det udenlandske avisstof til fransk. Han ændrede bureauet i 1840 fra at være et oversætterbureau til at blive et nyhedstelegrambureau. Dernæst begyndte han at udsende et stereotyperede nyhedsmateriale til sine abonnenter og etablerede i den forbindelse en regelmæssig brevduepost mellem London, Bruxelles og Paris, fordi det var en hurtigere og mere stabil formidlingsform end den optiske telegraf. Denne brevduepost ændrede Charles Haves senere til den elektriske telegraf og udstationerede samtidig en række faste korrespondenter i både de europæiske hovedstader og større franske provinsbyer. Korrespondenterne havde til opgave at indsende det politiske, finansielle og kommercielle nyhedsstof til hovedkontoret i Paris, som efterfølgende udsendte det til de franske aviser, banker og større virksomheder med abonnement. Med tiden blev de mest centrale korrespondenter udviklet til underafdelinger hos Agence Haves, som desuden fik gode forbindelser med det franske gesandtskab i udlandet. Dermed fik bureauet en konkurrencefordel, fordi den franske regering blandt andet stansede et nyoprettet konkurrenceforetagende, der truede Agence Haves. Denne alliance med regeringen fremtidssikrede bureauet og medførte en større stabilitet i nyhedsdistributionen fra hele Europa til Frankrig. Hvad angår selve samfundsbehovet for et fransk telegrambureau skal det nævnes, at den franske junirevolution i 1830 mønstrede en større nyhedsinteresse for statslige anliggender i den franske befolkning.

Reuters bureau blev grundlagt i 1850 af den tyske boghandler Paul Julius Reuter. Inden grundlæggelsen var han ansat i sin onkels bankvirksomhed, hvor den tyske videnskabsmand Karl Friedrich Gauss var blandt de faste kunder. Reuter stiftede: ”bekendtskab med fysikeren professor K. F. Gauss, der i 1833 byggede den første elektromagnetiske telegraf mellem sit laboratorium og observatorium. Det (…) bragte den unge Julius på den tanke at oprette et telegrambureau.” (Eliassen (1916), s. 14). Imidlertid ventede Reuter med at virkeliggøre ideen og rejste i stedet til Paris, hvor han blev ansat på nyhedsbureauet Agence Haves. Reuter blev af Charles Haves oplært i kunsten at organisere brevduepost og fik samtidig erfaring med formidlingen af nyheder. I 1849 rejste han fra Paris til grænsebyen Aachen mellem Frankrig og Tyskland, eftersom byen forinden havde fået en elektrisk telegrafforbindelse med Berlin. Dermed rakte den elektriske telegrafforbindelse helt fra Berlin til Paris med undtagelse af strækningen mellem Aachen og Bruxelles, som var forbundet af en ustabil og langsom optisk telegrafforbindelse. Reuter ønskede at gøre denne forbindelse hurtigere og lånte derfor en mindre startkapital hos en lokal forretningsdrivende i Aachen, hvorefter han etablerede en brevduepost til Bruxelles fra Aachen. Desuden indgik han en aftale om nyhedsudveksling med Agence Haves i Paris, som gjorde Reuters bureau til en rentabel forretning med abonnenter i form af aviser og børsfolk i Berlin, Wien og St. Petersborg. I 1850 blev den optiske telegraf mellem Aachen og Bruxelles nedlagt og erstattet af den elektriske udgave, hvilket overflødiggjorde Reuters brevduepost på sin nuværende placering. Byggeriet af den elektriske telegraf blev ledet af den tyske ingeniør Siemens, som havde et familiemedlem, der var ansat hos Wolffs Bureau i Berlin. Derfor vidste ingeniøren, at England manglede et effektivt og pålideligt nyhedsbureau og anbefalede Reuter at varetage denne opgave. Reuter imødekom anbefalingen fra Siemens og flyttede nyhedsbureauet til London, som på dette tidspunkt var værtsby for den første verdensudstilling inden for teknik, næringsliv og kultur. Denne begivenhed skabte øget opmærksomhed omkring Reuters Bureau hos både de mange udenlandske besøgende i London og det engelske pressemiljø. Alligevel udeblev bureauets succes indtil 1855, hvor den engelske regering vedtog en lempelse af afgiften på annoncer, papir og poststempler. Lempelsen var resultatet af en lang konflikt mellem dagbladene og den engelske regering, som havde medført kaotiske tilstande: ”Det var i denne tumult på den engelske pressescene Paul Julius Reuter ville blande sig med tilbud om lave befordringsomkostninger for telegrammer udefra, hvis [abonnenterne] blot ville finde sig i, at konkurrenterne også blev betjent.” (Næsselund (1966), s. 24). Indførelsen af lempelsen blev starten på en blomstringsperiode for Reuters Bureau, fordi den engelske nyhedspresse efterfølgende forøgede deres anvendelse af Reuters telegramnyheder.

Wolffs Bureau blev stiftet i Berlin 1850, altså samtidig med Reuters Bureau. Grundlæggeren var den tyske læge Bernhard Wolff, som havde større interesse for brevduepost end de medicinske og fysiologiske videnskaber. Inden stiftelsen profiterede han ved at oversætte engelske og franske lægeafhandlinger til tysk. Desuden stiftede han det nationalliberale dagblad National-Zeitung i 1848, hvilket gav ham en række værdifulde forbindelser til udenlandske nyhedsbureauer og aviser, herunder Agence Haves i Paris: ”Wolffs indblik i datidens nyhedsformidling og hans forståelse af telegrafens fremtidige betydning førte ham i et ihærdigt arbejde for at sikre sit blad [National-Zeitung] en hurtig nyhedsformidling udefra.” (Næsselund (1966), s. 15). Disse udenlandske forbindelser var imidlertid bekostelige for National-Zeitung og derfor besluttede Wolff at opstarte et nyhedstelegrambureau, hvis abonnentindtægter skulle bidrage til at dække dagbladets udgifter. Denne ide var fordelagtig, idet nyhedsbureauet lige fra starten kunne anvende forbindelserne hos National-Zeitung. Imidlertid måtte Wolff efter bureauets opstart udsende en række korrespondenter i udlandet og samtidig indgå en kontrakt med Reuter om gensidig udveksling af nyhedstelegrammer, fordi der var et stigende krav hos abonnenterne om en stadig hurtigere nyhedsdækning. Det kontraktbaserede samarbejde mellem Wolff og Reuter fik stor betydning for etableringen af det europæiske nyhedsnetværk: ”Wolff blev en personlig bekendt af Julius Reuter, hvis planer jo gik i samme retning, og det var derfor naturligt, at disse to mænd arbejdede [sammen] (…), ligesom de også snart trådte i forbindelse med Charles Haves i Paris, så de tre [nyheds]agenturer ved gensidigt at forsyne hverandre med [nyheds]stof kom i besiddelse af det hele telegrammateriale, som gennem deres kontorer spredtes ud i verden”. (Hansen (1891), s. 19). Wolffs bureau blev efterhånden det førende nyhedsbureau i Tyskland, hvormed konkurrenterne i Frankfurt, Hannover, Dresden og Leipzig indvilligede i at samarbejde om nyhedsdistributionen. Denne anmodning accepterede Wolff med det forbehold, at konkurrenterne fremover skulle være filialer af hovedkontoret hos Wolffs Bureau.

Forudsætningerne for stiftelsen af Ritzaus Bureau var junigrundlovens vedtagelse i 1849 og indgåelsen af den såkaldte Paris-aftale i 1859. Grundloven medførte en eksplosiv opblomstring inden for avismediet og et større samfundsbehov for et uafhængigt nyhedsbureau i det nye danske demokrati. Avisopblomstringen skyldes mere specifikt censurforbudet i grundlovens paragraf 77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” (www.grundloven.dk, § 77). Det var tilsvarende grundlovssikrede censurforbud i udlandet, som havde muliggjort opstarten af det franske nyhedsbureau Agence Haves, det engelske Reuters Bureau og det tyske Wolffs Bureau. Disse tre bureauer afholdte i 1859 et milepælsmøde i Paris med den dagsorden at tage bestik af udviklingen inden for nyhedsformidling og dermed klarlægge, hvordan de skulle fremtidssikre den opnående troværdighed og førerposition, som især Reuter og Haves havde tilkæmpet sig under nyhedsdækningen af Krimkrigen fra 1853-56. Resultatet af mødet blev Paris-aftalen, hvis hovedindhold var skabelsen af et europæisk: ”nyhedskartel med gensidig anerkendelse af den nationale eneret til nyhedsdistribution.” (Næsselund (1966), s. 38). Denne karteldannelse gjorde de tre bureauer stærkere over for konkurrenterne, fordi den i praksis betød: ”at Haves ikke ville sende politiske meddelelser til andre i Tyskland end Wolff og ikke til andre i England end Reuter og omvendt.” (Næsselund (1966), s. 29). Dermed opstod en dobbelthed i aftalen, fordi målet var opretholdelsen og udbygningen af et troværdigt nyhedsbureausamarbejde, mens midlet var dannelsen af et nyhedsbureaukartel. Imidlertid blev kartellet accepteret af abonnenterne hos Haves, Reuter og Wolff, eftersom de tre bureauers interne nyhedsudveksling fremover ville ske uden betaling, hvormed abonnementspriserne kunne nedsættes. Desuden gav aftalen bureauerne en større mulighed for i fællesskab at kanalisere deres ressourcer over i udbygningen af den elektriske telegraf. Paris-aftalen blev udvidet i 1870 med en række nye retningslinjer omhandlende en forøgelse af de tre nyhedsbureauers europæiske interessesfæreområder, altså en udvidelse af de respektive geografiske områder eller nyhedsvirkefelter, hvor Haves, Reuter og Wolff forvaltede indhentningen og videreformidlingen af nyheder til abonnenterne. Interessesfæreområdet hos Agence Haves blev Frankrig, Italien, Spanien, Portugal og Orienten, mens Wolff fik tildelt Tyskland, Skandinavien, Rusland og de slaviske lande. Reuter bekom England, Irland, Holland og Østindien. Desuden samarbejdede Haves med Wolff om Schweiz og med Reuter om Belgien. Intentionen med udvidelsen af aftalen var dels en vanskeliggørelse af fremtidige indbyrdes konflikter mellem bureauerne og dels en forøgelse af det verdensomspændende nyhedskartel, hvor samarbejdet skulle sikre bureauernes troværdighed. Det amerikanske nyhedsbureau Associated Press AP blev optaget i nyhedskartellet i 1893, som det fjerde medlem. Baggrunden herfor var etableringen af det første transatlantiske telegrafkabel i 1866 samt endnu en udvidelse af nyhedsvirkefelterne hos de tre europæiske nyhedsbureauer i 1876 til resten af den vestlige verden med undtagelse af Amerika.

Den historiske udvikling hos Ritzaus Bureau

Ritzaus Bureau blev stiftet den 1. februar 1866 i København af Erik Nikolai Ritzau, som oprindeligt navngav nyhedsbureauet Nordisk Centralbureau for Telegrammer. Inden stiftelsen var han postmedarbejder og blev senere indkaldt til værnepligt ved den Slesvig-holstenske krig i 1864. Erik Nikolai Ritzaus hjemsendelse efter krigen betød arbejdsløshed og derfor søgte han beskæftigelse ved den nyoprettede avis, Dansk Rigstidende. Ritzau blev ansat som korrektør og referent på den økonomisk stagnerende avis, der tidligere var blevet udsat for en række konkurrenceangreb fra Dagbladet. Startskuddet til etableringen af Ritzaus Bureau kom med bemærkningen: ”Opret et telegrambureau!” fra Dansk Rigstidendes chefredaktør Alfred Fich en januardag 1866. (Hansen (1891), s. 24). Dette er den officielle forklaring ifølge datidens skrifter, mens Gunnar R. Næsselund omvendt hævder: ”at tanken om et telegrambureau allerede dengang optog ham [Ritzau] så stærkt, at han [Alfred Fich] må have sagt meget mere end en henkastet bemærkning”. (Næsselund (1966), s. 45). Hvad der end er sandheden, så blev bemærkningen et vendepunkt for Ritzau, der ikke havde langt fra tanke til handling. Allerede næste morgen foretog han en rundspørge hos redaktionerne på Berlingske Tidende, Fædrelandet og Dagbladet. Ritzau fik tilsagn om tilslutning til planen om stiftelsen af et dansk nyhedsbureau fra Fædrelandet og Dagbladet. Berlingske Tidendes tilsagn kom først efter et forestående bestyrelsesskifte. Den manglende tilslutning fra Berlingske Tidende havde været en hindring for de tidligere forsøg på at etablere et dansk nyhedsbureau. Viden om et nyhedsbureaus drift og virkemåde fik Ritzau fra både sine forhenværende kollegaer på Dansk Rigstidende og de københavnske aviser, som havde givet tilslutningstilsagn. Ritzau fremsendte efter opstarten af nyhedsbureauet et tilbud til Reuters Bureau i London om gensidig udveksling af telegrammer. Dette tilbud blev imidlertid afvist af Reuter med den begrundelse, at Danmark tilhørte Skandinavien og på den måde Wolffs interessesfæreområde. Ritzau forsøgte dernæst med held at indgå en aftale med det tyske nyhedsbureau: ”Det lykkedes at slutte en midlertidig overenskomst med Wolffs Bureau om levering af enkelte vigtige telegrammer, samtidig med at der knyttedes forbindelser i St. Petersborg og Wien”. (Hansen (1891), s. 29). Kontrakten mellem Ritzau og Wolff blev senere udvidet til at omfatte udvekslingen af alle former for politiske og merkantile nyheder. Den høje grad af samarbejdsvillighed Ritzau mødte hos Wolff skyldes, at Ritzau var kommet det tyske bureau i forkøbet med hensyn til oprettelsen af en tysk filial i Danmark. Det var nemlig en del af Paris-aftalen, at Haves, Reuter og Wolff skulle støtte hinanden og samtidig etablere filialer på fordelagtige steder med hensyn til nyhedsdistributionen i deres respektive interessesfæreområder. Nyhedstelegrammerne fra Ritzaus Bureau blev hurtigt en eftertragtet mærkevare hos både de danske provinsaviser og større handelsvirksomheder. Den anerkendelse hovedstadsbladene havde tilkendegivet over for bureauet var smittet af på provinspressen. Ritzaus første abonnenter uden for København blev Lolland-Falsters Stiftstidende og Fyns Stiftstidende, som allerede tegnede deres abonnementer på dagen for bureauets grundlæggelse. Derefter steg tilkomsten af nye abonnenter med 24 inden slutningen af 1866, hvorimellem var: ”Snällposten i Malmö, der var bureauets første abonnent i Sverige”. (Næsselund (1966), s. 54). Ritzaus abonnentantal inden for den danske handelsverden blev forøget efter, at Københavns Fondsbørs KFX tegnede abonnement på merkantile og pekuniære telegramnyheder. Derudover tegnede en række forskellige ministerier og offentlige institutioner abonnement på nyhedstjenesten hos Ritzaus Bureau.

Telegrafforbindelsen mellem Ritzaus Bureau i Danmark og abonnenterne i Sverige var fordyrede af de svenske telegramtakstzoner: ”Det var omtrent lige så dyrt at få et telegram befordret fra København til Stockholm som fra Danmark til Tyrkiet.” (Eliassen (1916), s. 46). Derfor ønskede Ritzau en nedlæggelse af zonerne, hvilket var baggrunden for hans etablering af en alternativ telegrafforbindelse over Øresund. Den oprindelige forbindelse var kendetegnet ved en direkte telegrafering, mens den nye indbefattede en omtelegrafering i havnebyerne Helsingør og Helsingborg. Disse omtelegraferinger gjorde forbindelsen billigere, hvormed Ritzau kunne påvise telegraftakstzonernes uhensigtsmæssighed over for både den svenske offentlighed og regering. Ritzau averterede nyheden om igangsættelsen af den nye telegrafforbindelse i de svenske dagblade. Dermed opstod en samfundsdebat om emnet i Sverige og Danmark, hvorefter telegraftaksterne blev afskaffet i 1867 og muligheden for stiftelsen af et svensk nyhedsbureau blev virkeliggjort. Wolffs bureau var bevidst om potentialerigdommen i muligheden og stiftede derfor et stockholmsk nyhedsbureau i 1867 ved navn Svenska Telegrambyrån. Forinden var Dansk Rigstidende gået konkurs og chefredaktøren Alfred Fich var rejst til Berlin, hvor han kortvarigt havde job hos Wolffs Bureau. Dernæst blev Fich udstationeret til Stockholm i forbindelse med grundlæggelsen af nyhedsbureauet, hvis ledelse han skulle forvalte. Ritzaus Bureau støttede Svenska Telegrambyrån i opstartsfasen med tildelingen af medarbejderen Fritz Brahde, som skulle bidrage med redaktionel assistance. Desuden overgav Ritzau sine svenske abonnenter til Alfred Fich og udsendte samtidig en pressemeddelelse til de svenske dagblade omhandlende det nystiftede telegrambureau i Stockholm. Denne meddelelse forøgede tilgangen af nye abonnenter til bureauet, hvilket fik Wolffs Bureau til at oprette en tilsvarende filial i den norske by Kristiania i 1867: ”Det var Fich, der skulle etablere [Wolffs filial]virksomhed i Norge, og telegramvejen dertil skulle i første omgang gå via København og Stockholm.” (Næsselund (1966), s. 64). Medarbejderne på Svenska Telegrambyrån overtog den daglige ledelse, imens Alfred Fich foretog sin forretningsrejse til Norge. Med tiden blev det norske og svenske nyhedsbureau økonomisk indbringende og derfor opkøbte Fich bureauerne i 1870. Sælgeren Wolffs Bureau indvilligede i handlen, fordi den muliggjorde en øget satsning på nyhedsformidlingen i Tyskland. Desuden indgik Wolff, Ritzau og Fich en aftale i forbindelse med handlen: ”En [skandinavisk] aftale kopieret efter de tre store bureauers aftale fra Paris 1859 om gensidig anerkendelse af den nationale suverænitet.” (Næsselund (1966), s. 63). Denne aftale skulle sikre, at Wolffs Bureau kun betjente abonnenterne i Skandinavien via nyhedsbureauerne i København, Stockholm og Kristiania. Ritzau købte Svenska Telegrambyrån af Alfred Fich i 1892, hvorefter Ritzau videresolgte det til et konsortium af svenske aviser. Dette konsortium havde forinden drevet Svenska Pressbyrån, som tidligere var en konkurrent til Svenska Telegrambyrån. Disse to svenske nyhedsbureauer bliver fusioneret under det fælles navn Tidningarnas Telegrambyrå TT.

Erik Nikolai Ritzau modtog nyhedstelegrammerne direkte fra Wolffs Bureau i Berlin, selvom telegrafomkostningerne fra Berlin til København var lavere via Hamburg. Derfor plæderede Ritzau længde for en ændring af Wolffs telegraferingsrute, men uden resultat. Baggrunden for Wolffs modstridighed var dels, at Hamburg-ruten kun havde en økonomisk fordel over for Ritzau og dels en lav betalingsvillighed hos Wolff, fordi en konkurrencekrig med Reuter var under opsejling. Denne modstridighed marginaliserede Ritzaus korrespondent Pope i Hamburg, hvormed Ritzau måtte neddrosle korrespondancen med ham. Pope blev Ritzaus første konkurrent, fordi hans agent rundrejste til en række danske dagblade og fortalte, at: ”Ritzau havde solgt sig til [Jernkansleren Otto von] Bismarck, mens Pope repræsenterede det åbne hjørnevindue i Nordtyskland ud til den store verden” (Næsselund (1966), s. 56). Desuden fremsendte Pope et tilbud til dagbladene i Danmark om direkte nyhedslevering fra Hamburg udenom Ritzaus Bureau, hvilket tvang Ritzau til en forskansning af sine nuværende forbindelser og en udvidelse af nyhedsmarkedet til abonnenter i Norge og Sverige. Imidlertid blev Popes forretning kortvarig, eftersom Wolff og Reuter var uenige om, hvem der skulle modtage nyhedstelegrammerne fra Associated Press via det transatlantiske telegrafkabel. Uenigheden opildnede Reuter til at etablere to filialer i Nordtyskland, hvormed Pope hurtigt blev udkonkurreret. Derudover fremsendte Reuter en forespørgsel til Ritzau om køb af bureauet, hvilket tydeligvis var en provokerende overtrædelse af Wolffs nyhedsvirkefelt ifølge Paris-aftalen. Denne forespørgsel betød, at: ”Ritzau i sommeren 1868 rejste til London for at forhandle [med Reuter] og fik tilbud om, at bureauet i København ville blive drevet videre med ham selv som direktør [efter Reuters opkøb] foreløbig for en fem års periode og en årsløn på 2.400 rigsdaler.” (Næsselund (1966), s. 53). Ritzau ønskede imidlertid at lade de københavnske dagblade bestemme om bureauet fremover skulle være en filial af Reuters Bureau eller forblive et selvstændigt dansk nyhedsbureau. Derfor udsendte Ritzau efter hjemkomsten fra London en skriftlig rundspørge til dagbladene om deres holdning til bureauets fremtidige ejerskab: ”På denne skrivelse svarede bladene ikke, hvorefter alt blev ved det gamle.” (Eliassen (1916), s. 49). Modstanden hos dagbladene over for Reuters opkøb af Ritzau var sandsynligvis opstået af patriotismen efter den Slesvig-holstenske krig i 1864, og samtidig at dagbladene gerne ville fremstå neutrale i konflikten mellem Reuter og Wolff. I slutningen af 1868 fremsendte Reuter det endegyldige opkøbstilbud, som Ritzau efterfølgende afslog. Denne imødekommelse hos Ritzau af dagbladenes helhedsinteresse accepterer Reuter, hvormed konkurrencekrigen stopper mellem Reuter og Wolff, eftersom de bliver enige om en delingsordning af nyhedstelegrammerne fra det amerikanske nyhedsbureau Associated Press AP.

Telefonen blev opfundet af den amerikanske fonetiker Alexander Bell i 1876, hvorefter den gradvist blev udbredt til resten af verden. Dermed fik den mellemstatslige nyhedsudveksling et hurtigere og mere effektivt formidlingsredskab end telegrafen. Imidlertid stoppede nyhedsbureauerne ikke deres telegrafiske korrespondance, fordi det globale telefonnetværk kun var i etableringsfasen. I København blev telefonen indført i 1877, hvilket Ritzaus Bureau kun udnyttede i begrænset omfang, indtil finansfyrsten Carl Frederik Tietgen stiftede Københavns Telefonaktieselskab KTAS i 1881. Ritzau var blandt de 22 telefonabonnenter KTAS fik i grundlæggelsesåret. C. F. Tietgen havde tidligere oprettet en lang række succesfulde virksomheder, hvormed han nemt kunne finansiere et dansk telefonnetværk mellem København og provinserne. Dette projekt varede fra 1881 til 1916 og indbefattede oprettelsen af en direkte telefonlinje mellem Ritzaus Bureau og Folketinget på Christiansborg i 1883. Ritzau fik fremtidsvisioner om at stifte mindre filialer i provinserne sideløbende med telefonnettets udbygning. Imidlertid ville han først bekæmpe det segment af provinspressen, som kopierede Ritzau-telegrammerne direkte fra hovedstadsbladene. Den danske presselovgivning var utilstrækkelig, fordi den manglede præcedenssager og samtidig var kopieringen vanskelig at blotlægge. Kopieringen medførte både en økonomisk svækkelse hos Ritzaus Bureau og dagbladene med abonnement. Derfor anlagde Ritzau sag mod Fredericia Dagblad og Horsens Venstreblad, hvorefter en længere rettergang begyndte med først en frikendelse af Fredericia Dagblad i først Fredericia Byret og senere Vestre Landsret i Viborg. Disse frikendelser var utilfredsstillende for Ritzau, som derfor ankede sagen til Højesteret med håbet om: ”[en] begrænsning af dette [kopierende] uvæsen eller i det mindste tvinge vedkommende blade til, under de aftrykte telegrammer, at citere: De københavnske blade får følgende telegrammer fra Ritzaus Bureau.” (Næsselund (1966), s. 59). Imidlertid varede sagsforløbet i Højesteret længere end berammet, fordi sagen var principiel. Domsafgørelsen kom først i 1886: ”Det af indstævnte [Fredericia Dagblad] foretagne eftertryk af (…) [Ritzaus] telegrammer er ikke retfærdiggjort ved lov af 29. december 1857 § 13, 2. stk.” (Næsselund (1966), s. 59). Denne afgørelse skabte præcedens for Ritzaus sagsanlæg mod Horsens Venstreblad, hvormed Horsens Byret domfældende Venstrebladet i 1892. Ritzaus bureau opnåede en stærkere position over for abonnenterne efter afgørelsen af præcedenssagerne og samtidig en større sikkerhed for, at domsafgørelsen i tilsvarende sager bliver afgjort til fordel for Ritzaus Bureau i fremtiden.

Carl Frederik Tietgen samarbejdede med den danske stat om etableringen af telefonnetværket mellem hovedstaden og provinserne. I 1894 blev telefonforbindelsen fra København til Odense færdigbygget, hvorefter Ritzaus Bureau oprettede sin første filial i Odense. Denne filial indledte øjeblikkeligt betjeningen af de fynske dagblade med abonnement, som nu fik en større og mere indholdsrig mængde nyhedsstof end tidligere. Dermed kunne de fynske aviser bedre konkurrere mod de københavnske, hvilket tilvejebragte et mere nuanceret avislandskab i Danmark. KTAS fortsatte udbygningen af telefonlinjen og nåede Århus i 1895, hvorpå Ritzau stiftede en Århus-filial til varetagelse af abonnenterne i Nordjylland. Dernæst blev telefonforbindelsen til Wolff i Berlin færdiggjort i 1899 og til Kolding i 1904. Ritzau oprettede en Kolding-filial, som skulle dække Sønderjylland. Nykøbing-Falster fik sin telefonforbindelse med hovedstaden plus en Ritzau-filial i 1904, mens Aalborg gjorde det i 1907: ”Efterhånden blev landet [omspundet af] alle de tråde (…) mellem Ritzau og bladene, ad hvilke der den dag i dag farer så mange hundrede ord.” (Næsselund (1966), s. 60). Sideløbende med oprettelsen af provinsfilialerne foretog Ritzau en række europæiske rejser, hvilket blev hans skæbne: ”På en af sine mange rejser pådrog direktør Ritzau sig 1903 i Tyskland en tyfus. Direktøren vendte syg hjem til København, hvor han afgik ved døden 23. december 1903.” (Eliassen (1916), s. 64). Ritzau havde forinden testamenteret bureauet til familien, som efter begravelsen dannede et familieinteressentskab ved navn Ritzaus Bureau, Dansk Telegrambureau. Dette blev indledningen til et ønske hos de danske dagblade om en større indflydelse på bureauets ledelse og nyhedsdistribution. I den forbindelse igangsatte provinspressens venstreblade en kritik af bureauets højredrejning, fordi hovedparten af abonnenterne tilhørte højrepressen. Desuden opstod fra højrebladene en kritik af bureauets store afhængighed af det europæiske nyhedskartel, som ikke harmonerede med den almindeligt udbredte nationalisme i Danmark inden første verdenskrig. I Tyskland opstod en tilsvarende kritik af Wolffs afhængighed af Reuter og Haves, hvilken Wolff besvarede med påpegningen af det tyske bureaus egne udstationerede korrespondenter. Disse kontrollerede troværdigheden hos de udenlandske kilder og supplerede med uddybninger i nyhederne til Wolff: ”Ritzaus [Bureau] kunne ikke svare sine kritikere på samme måde. Trods påstande om det modsatte i datidens presse var bureauet ikke nogen [guldmine], og egne korrespondenter i udlandet var en luksus, man ikke kunne drømme om.” (Næsselund (1966), s. 88). Den danske højrepresses kritik af Ritzaus bureau fik fornyet kraft under første verdenskrig, hvormed Roskilde Tidende foreslog opstarten af et telegrambureau, som skulle ledes selvstændigt af den samlede danske nyhedspresse. Imidlertid blev forslaget skrinlagt, fordi både økonomien og enigheden manglede hos de danske dagblade.

Ritzaus Bureau under 1. og 2. verdenskrig

Den første verdenskrig medførte ophævelsen af Paris-aftalen, fordi både Reuter og Haves afviklede samarbejdet med Wolffs Bureau. Baggrunden herfor var krigspropagandaen i nyhedsudvekslingen mellem Tyskland, Italien og Østrig-Ungarn på den ene side samt Frankrig, Storbritannien og Rusland på den anden side. Reuter og Haves indgik efterfølgende en ny aftale om gensidig nyhedsudveksling uden Wolffs Bureau. Nyhedsmængden blev formindsket efter afslutningen på første verdenskrig, hvilket betød færre indtægter fra abonnenterne til alle europæiske nyhedsbureauer. Derfor måtte bureauerne finde nye indtægtskilder og oprettelsen af en annonceafdeling blev den mest udbredte likviditetsløsning. Lauritz Ritzau – direktør på Ritzaus Bureau fra 1916 til 1958 – havde ligeledes planer om at stifte en annonceafdeling, men den danske nyhedspresse ønskede ikke ideen overført til Ritzau. Denne manglende tilslutning var vedholdende, selvom Lauritz havde fået inspirationen fra Tidningarnas Telegrambyrå og Wolffs Bureau, hvis annonceafdelinger var gode eksempler med høj rentabilitet. Dermed blev Lauritz tvunget til at forhøje abonnementspriserne på nyhedstelegrammerne, hvilket dagbladene accepterede. Imidlertid blev accepten kun givet under forudsætning af en større medindflydelse hos pressen over for bureauets økonomi og ledelse. Dette resulterede i indgåelsen af en overenskomst mellem Ritzaus Bureau og abonnenterne, hvor hovedindholdet var en sikring af indflydelsen hos abonnenterne og indtægterne hos bureauet. Dernæst blev overenskomsten udgangspunktet for oprettelsen af et presseråd, som skulle: ”regulere forholdet mellem bureauet og pressen.” (Næsselund (1966), s. 101). Denne reguleringsordning skabte en stabilitet i det danske medielandskab, hvormed Lauritz Ritzau kunne foretage en: ”rejse til London i 1919 [med det formål] – for første gang i bureauets historie – at slutte kontrakter direkte med Reuter og Haves, og senere [rejste Lauritz] til Wolffs Bureau i Berlin for at få [fornyet] kontrakten (…) om den direkte nationale nyhedsudveksling.” (Næsselund (1966), s. 99). Forhandlingerne i London sluttede med, at Lauritz Ritzau fik gennemført en prishalvering hos Reuter og Haves i forhold til de tidligere priser hos Wolffs Bureau. Disse nye kontrakter gjorde Ritzaus Bureau stærkere over for de danske dagblade, hvilket var baggrunden for Lauritz Ritzaus opsigelse i 1927 af den forældede overenskomst med abonnenterne. Derefter indførte han væsentlige forhøjelser af abonnementspriserne, som pressen besvarede med et modkrav om prisnedsættelse eller genoprettelse af deres tidligere medindflydelse over for Ritzaus Bureau. Dette modkrav afviste Lauritz og henviste til forholdene i Sverige og Norge, hvor pressens overtagelse af nyhedsbureauerne ikke havde medført en billiggørelse af nyhedstelegrammerne. Med tiden voksede pressens modkrav og derfor fremsatte Lauritz senere et tilbud på: ”en fem procents nedsættelse af honorarerne [for telegramnyheder] fra 1. januar 1930 og en ny nedsættelse på fem procent året efter under forudsætning af, at bladene ville lade sig betjene [via] radio – hvorved bureauet kunne spare udgifter til filialtelefonering.” (Næsselund (1966), s. 103). Den radiotelegrafiske formidlingsform mellem Ritzau og abonnenterne blev gradvist udbredt i mellemkrigsperioden, eftersom de trådløse radiobølger var billigere end telefonkabler. Desuden havde oprettelsen af Pressens Radioavis i 1923 og radioforbindelsen til Tyskland i 1924 fremskyndet udbredelsen af radiomediet, hvilket var årsagen til bureauets tilbudsafgivelse. Pressens Radioavis tegnede abonnement hos Ritzau i 1926, hvorefter bureauet oprettede en radioredaktion til deling mellem radiomedarbejderne fra Pressens Radioavis og journalisterne hos Ritzaus Bureau.

Mellemkrigsperioden var kendetegnet ved afholdelsen af tre store konferencer, hvor lederne fra de europæiske nyhedsbureauer mødtes med dagsordenen at klarlægge retningslinjerne for den fremtidige radiotransmission af nyheder. Associated Press indledte samtidig en række konkurrenceangreb, hvor formålet var overtagelsen af de europæiske nyhedsabonnenter. Dette medførte en opløsningstendens i samarbejdet mellem Reuter og Haves, hvilket til gengæld forøgede nyhedsudvekslingen mellem de små nationale bureauer – inklusiv Ritzaus Bureau. Den tredje konference i Warszawa 1927 havde deltagelse af Kent Cooper, som var direktør på Associated Press: ”Hans sag var bygget på det ideelle princip, at der skulle være fri adgang overalt til at indsamle nyheder og til at afsætte dem.” (Næsselund (1966), s. 107). Denne sag fremførte Kent Cooper over for de europæiske bureaudirektører under konferencen, hvorefter han fik en række tilhængere blandt de nationale nyhedsbureauer. Imidlertid deltog direktørerne fra Reuter og Haves ikke på konferencen, men Kent Cooper mødte dem i Genève 1928 på en konference for presseeksperter. I den forbindelse afgav Reuter og Haves sympatitilkendegivelser over for Kent Cooper, hvormed hans nyhedsidealisme blev gennemført: ”Dermed var det frie nyhedsmarked en kendsgerning for så vidt angik formaliteterne. Men udviklingen viste noget andet. Kent Cooper vandt sin kamp for sent. Nationalismen havde for stærkt tag i sindene.” (Næsselund (1966), s. 110). Denne voksende fædrelandsstolthed i de europæiske lande fik fornyet styrke efter det amerikanske børskrak i 1929 på Wall Street, fordi mistroen til den amerikanske dollar tiltog parallelt med udbredelsen af den verdensomspændende økonomiske krise. Dermed opstod en forringelse i de europæiske nyhedsbureauers likviditetsevne og samarbejdsvillighed, hvilket underminerede deres modstandskraft over for den eskalerende propagandabølge fra nyhedsbureauerne i Adolf Hitlers Tyskland og Benito Mussolinis Italien. Denne kaotiske nyhedssituation tilvejebragte en hurtigere og mere effektiv udvikling af kommunikationsredskaberne, hvormed telegrafen blev videreudviklet til den såkaldte fjernskriver, som var et telegrafapparat med tilhørende skrivetastatur. Ritzaus Bureau fik oprettet en kabelfjernskriverforbindelse til fem af de københavnske abonnenter i 1930 samt trådløse udgaver til Berlin i 1934, London og Paris i 1936. Dernæst oprettedes en kabelfjernskriverforbindelse mellem København og Amsterdam i 1939. Lauritz Ritzau ønskede en bred bekæmpelse af propagandaen, hvilket bragte ham til nyhedsbureauernes årskonference i Oslo 1938. Initiativtageren til den nyhedsmæssige modkamp blev Lauritz Ritzau, som fremførte sagen i sin tale under konferencen: ”Ingen kan undgå at bemærke, (…) at der i den rene nyhedstjeneste indblandes en stigende række meddelelser, der (…) fremstiller det afsendende lands interesser udelukkende i propagandamæssigt øjemål. Et af de vigtigste principper for vore efterretningsbureauer (…) har altid været saglighed og pålidelighed. Rokkes der ved dette grundlæggende princip, betyder det en alvorlig svækkelse af samtlige de allierede bureauers prestige.” (Næsselund (1966), s. 112). Denne tale blev katalysator for et ekstraordinært stormøde i Amsterdam 1939, hvor bureaulederne fra de allierede lande debatterede oprettelsen af en fælleseuropæisk radiostation i Holland. Intentionen med radiostationen var dels en styrkelse af samarbejdet om den troværdige nyhedsformidling og dels skabelsen af en modvægt til propagandaen. Dette radioprojekts virkeliggørelse nåede kun forsøgsstadiet, eftersom Storbritanniens licensfinansierede radiostation BBC (British Broadcasting Corporation) var mere virkningsfuld i propagandabekæmpelsen.

Den tyske besættelse af Danmark under anden verdenskrig betød grundlæggelsen af både Udenrigsministeriets Pressebureau UP, Skandinavisk Telegrambureau STB og det illegale nyhedsbureau Information. Dermed ophørte Ritzaus monopolistiske nyhedsbetjening af den danske presse, hvilket forøgede den propagandamæssige nazificering af nyhedsformidlingen. Den tyske værnemagt oprettede STB med det formål at udsende tyskvenlige nyheder i Sverige, Norge og Danmark. Desuden foretog besættelsesmagten en demontering af kabelforbindelserne mellem Ritzaus Bureau og de udenlandske bureauer Reuter, Haves og Tidningarnas Telegrambyrå. Denne demontering omfattede ikke Ritzaus trådløse fjernskriverforbindelse, hvormed betjeningen af abonnenterne kunne fortsætte med begrænset effektivitet. Ligeledes medførte pressecensuren en effektivitetsforringelse, eftersom: "meddelelserne [der udsendtes] gennem Ritzaus Bureau (…) på forhånd [skulle] godkendes af (…) censuren under hele besættelsen, og om krigsmæssige begivenheder på dansk grund måtte der kun bringes meddelelser fra Ritzaus Bureau [eller STB]." (Jensen (2001), bd. 2, s. 300). Disse forhåndsgodkendelser af Ritzau-telegrammerne udførte tyskerne med stor langsommelighed, hvilket nødvendiggjorde pressens abonnementer hos STB. Dermed blev de tyskvenlige nyheder videreformidlet uden begrænsning, men virkningen var minimal, fordi danskerne generelt opfattede STB-artiklerne som fremmedelementer i nyhedspressen. Dagbladenes redaktørforening og Udenrigsministeriets Pressebureau samarbejdede i 1940 om udarbejdelsen af et grundlovsstridigt dansk censurregelsæt, som skulle forsinke indførelsen af den strengere tyske censur. Denne ordning accepterede tyskerne indtil 1943, hvorefter censuren blev forøget og dagbladene tvunget til videreformidlingen af de såkaldte KE-telegrammer (Kurt Eggers-telegrammer) fra STB, hvis indhold var tyskvenlige krigsreportager. Disse telegrammer ønskede tyskerne indgik naturligt i aviserne på linie med almindelige artikler, mens dagbladsredaktørerne og Udenrigsministeriets Pressebureau omvendt ønskede en markering af artiklerne. Derfor forslog de, at artiklerne skulle indeholde formuleringen: "Ritzaus Bureau har udsendt følgende artikel til offentliggørelse". Imidlertid protesterede Lauritz Ritzau over formuleringen, som ifølge ham ville forbinde Ritzaus Bureau med utroværdighed og tyskvenlighed. Derfor blev forslaget ændret til en passivsætning, hvor afsenderen er implicit for læseren: "Gennem Ritzaus Bureau er udsendt følgende artikel". Desuden var ændringen i overensstemmelse med den anti-nazistiske holdning hos medarbejderne på nyhedsbureauet, hvis arbejdsforhold var forværrede i besættelsesperioden: "Der var hverken romantik eller heroisme i ofte døgnlange vagter i forrygende travlhed med nøgtern registrering af sabotager, stikkerlikvideringer og clearingmord eller kyniske ildsalver mod sagesløse borgere, eller det var i ørkesløs venten." (Næsselund (1966), s. 120). Derudover herskede et fantastisk sammenhold mellem medarbejderne, selvom de hyppigt måtte overnatte på feltsenge mellem skrivebordene, fordi spærretiden var begyndt. Disse forringede arbejdsforhold var baggrunden for oprettelsen af Ritzaus Bureaus redaktionelle medarbejderforening i 1945.

Ritzaus Bureau i efterkrigstiden

Nyhedsbureaualliancen fra mellemkrigsperioden blev videreudviklet efter afslutningen på anden verdenskrig, hvormed: "de (…) uafhængige, nationale [nyheds]bureauer [efterhånden blev] sammentømrede i én af nyhedsbureauernes stærkeste organisationer kaldet 'Gruppe 39' efter initiativet [fra Lauritz Ritzau] i Amsterdam 1939." (Næsselund (1966), s. 113). Denne alliance udvidedes i 1949 til alle vesteuropæiske nyhedsbureauer - inklusiv Agence Haves og Wolffs Bureau, som under anden verdenskrig var underlagt censur og styret af nazisterne. Disse to bureauer skiftede ved krigsafslutningen navn til henholdsvis Agence France-Presse AFP og Deutsche Presseagentur DPA. Forinden havde den danske nyhedspresse påbegyndt forhandlinger med Ritzau om opkøb af nyhedsbureauet, hvilket blev gennemført i 1947 med det formål at fremtidssikre pålideligheden og umuliggøre indblandingen af partipolitiske og kommercielle interesser i nyhedsformidlingen. Imidlertid ønskede Politiken og Berlingske Tidende en aktieselskabsform hos Ritzaus Bureau, idet Reuters Bureau var overgået til aktieselskab efter den engelske presses overtagelse. Derfor blev Politiken og Berlingske Tidende først interessenter i 1948, hvorefter ejerskabet af Ritzaus Bureau I/S overgik til den samlede danske nyhedspresse. Dette ejerskabsskift ændrede ikke ledelsen på nyhedsbureauet, idet: "redaktør [Gunnar] Næsselund (…) [først] efterfugte [Lauritz] Ritzau, som administrerende chefredaktør i 1958." (Næsselund (1966), s. 127). Nyhedsbureauerne i 'Gruppe 39' samarbejdede om oprettelsen af et europæisk fjernskrivernetværk, som medførte en begrænsning i brugen af radioen og telefonen til nyhedsudveksling. Alligevel foretog Ritzaus Bureau en udvidelse af nyhedstjenesten ved at oprette en såkaldt telefonavis i 1959. Denne telefonavis indeholdte en nyhedsoversigt, som supplerede den øvrige nyhedstjeneste til abonnenterne. Derudover iværksatte Ritzaus Bureau en række prøvesendinger i 1964 med den nyopfundne teletype til nyhedsabonnenterne i Århus, Odense og Aalborg, hvilket er indledningen til den efterfølgende digitalisering af Ritzaus nyhedstjeneste.

Ritzaus Bureau har 100 års jubilæum den 1. februar 1966. Denne begivenhed får udenrigsminister Per Hækkerup til at fremsætte et forslag om statsstøtte til det danske nyhedsbureau, hvilket bliver afvist af Ritzaus chefredaktør P. Koch Jensen. Baggrunden for afvisningen er risikoen for en nedsættelse af troværdigheden hos Ritzaus Bureau, fordi de politiske og statslige interesser vil kunne påvirke nyhedsformidlingen, såfremt forslaget bliver vedtaget. Desuden mener Koch, som kompensation for den manglende statsstøtte: "(…) at det vil være rimeligt med en billiggørelse af transmissionsvilkårene for dansk presse, herunder også [Ritzaus] nyhedssendinger til og fra Grønland." (Fastholm (1991), s. 5). Derfor nedsætter Ritzaus Bureau et udvalg, hvis opgave er at forhandle transmissionsvilkårene med blandt andet Statsministeriet. Disse forhandlinger ender resultatløst, men skaber en samfundsdebat i 1967 om Ritzaus funktion i forhold til udsendelsen af vigtige offentlige meddelelser. Kernen i debatten er spørgsmålet om, hvordan Ritzau skal bearbejde meddelelserne: "[Skal disse] først [udsendes i en] dokumentarisk version, og derefter en journalistisk [eller kun en journalistisk version fra begyndelsen] (…) direktør Gunnar Næsselund [advarer i den forbindelse] mod at gøre Ritzau til et [såkaldt] ministeriernes pressesekretariat, [fordi det vil påvirke troværdigheden og uafhængigheden, ligesom forslaget om statsstøtten]." (Fastholm (1991), s. 7). Dette får Ritzaus Bureau til at fravælge den dokumentariske version af meddelelserne fra ministerierne, hvilket bliver Næsselunds afsluttende bedrift inden: "[han i 1969 opsiger sin stilling] for at blive Director of Mass Communications ved UNESCO i Paris. [Blandt] 11 ansøgere vælges redaktionschef Bent Thorndahl, Politiken, som [Næsselunds] afløser." (Fastholm (1991), s. 9). Dernæst påbegynder Thorndahl en opdatering af de redaktionelle procedurer på nyhedsbureauet, herunder indførelsen af særtjenesten Tid og Sted, altså en journalistisk begivenhedskalender med anførelse af hvem, hvad, hvor og hvornår. Derudover introducerer Bent Thorndahl begrebet RB-dokumentation hos abonnenterne plus sloganet om Ritzaus Bureau som pressens spydspids, mens han samtidig er medarrangør ved oprettelsen af en fællesnordisk korrespondanceafdeling i Washington. Derefter stiftes tre tilsvarende afdelinger i henholdsvis Bruxelles, Moskva og USA i perioden fra 1969-70. Disse afdelinger administreres og anvendes af Finska Notisbyrån FNB, Tidningarnas Telegrambyrå TT, Norsk Telegrambyrå NTB samt Ritzaus Bureau RB.


Kildeoversigt

Næsselund, Gunnar R.: "Nyhedsformidling gennem 100 år". København 1966. Fastholm, Jørgen: "Ude, hjemme og Ritzau". Odense 1991. Eliassen, P.: "Ritzaus Bureau 1866-1916". København 1916. Jensen, Klaus B.: "Dansk Mediehistorie", bind 1 og 2. København 2001. Hansen, P.: "Ritzaus Bureau 1866-1891 - Et tilbageblik". København 1891.


E-mailadresse: Konnex@hum.aau.dk - Sidste opdatering: Den 28. juni 2008 - Copyright © 2008 Jesper Lund Stenbæk. All Rights Reserved.